|
|
|
Fortsætter fødevarepriserne opad?
Kommer ulven? Allerede i 1798 forudså Thomas Malthus, i sit ”An Essay on the Principle of Population”, at maden ikke ville slå til i fremtiden. Straks efter publiceringen fik teknologiske fremskridt fødevareproduktionen til at stige over al forventning. 1972 gentog Romklubben spådommen i bogen ”The Limits to Growth”. Siden da er fødevareproduktionen steget med næsten en tredjedel per indbygger i verden som helhed.
Advarslerne om klimaforandringer, miljøødelæggelse og rovdrift på jordens ressourcer har lydt oftere under de senere år. Og debatten har bølget frem og tilbage på en måde, som vi ikke har oplevet længe. Det har skabt fornyet uro over verdens fødevareforsyning, oven i andre basale nødvendigheder som vand, energi og råvarer. Uden disse skulle civilisationen gå under. Trods det forbruger vi flere ressourcer per person samtidig med, at jordens befolkning fortsætter med at vokse. Det er let at drage konklusionen, at maden ikke vil slå til i fremtiden. Den seneste tids udvikling med store prisstigninger på fødevarer kan være den første indikation herpå.
Biobrændsel skyld i de stigende fødevarepriser
Madpriserne raser i vejret, og det vil kun blive værre - i hvert fald hvis man tør tro på medierne. Både geografisk og privatøkonomisk, og budskabet er, at vi nu skal vænne os til at maden bliver meget dyrere i fremtiden, selvom det anslås, at 65% af stigningen i fødevarepriserne skyldes produktionen af biobrændsel. Er dette bare varm luft fra sensationslystne medier? Eller får Malthus og Romklubben til sidst ret i, at maden ikke rækker til et utal af mennesker. Hvordan ser situationen ud, og hvad kan vi forvente os på 10 års sigt?
Større indhug i privatøkonomien
Historisk set har fødevareproduktionen aldrig været større, end den er i dag. Verdensproduktionen af landbrugsprodukter er rekordstor og voksende, både absolut set og per indbygger, og fødevare produktionen vil stige fremover. Den vil måske blot ikke stige lige så hurtigt som forbruget. Kina for i dag en stor del af skylden, men ser man efter i tallene HAR Kina i vid udstrækning formået at dække deres interne behov, men sådan vil det ikke nødvendigvis være i fremtiden. I Europa i 1980’erne bestemte man sig for at braklægge jord for at minimere overproduktion, men den jord kan i dag med fordel tages i brug, for at imødekomme det krav om øget produktionskapacitet, som fremtiden stiller og også andre steder i verden er der muligheder for inddragelse af ny landbrugsjord og effektiviseringer i landbruget.
Samlet set ser det derfor nærmest ud til, at der er sket et niveauskifte i fødevarepriserne. De bliver næppe helt så lave, som vi havde vænnet os til i hvert fald ikke indenfor en overskuelig tidshorisont, men de fortsætter nok heller ikke himmelflugten. Fødevarer kan igen ses på husholdningsbudgettet og det bliver de nok ved med.
|
|
