|
|
|
Medbragte drikkevarer
Ind i mellem skyder koncepter op hvor gæsterne selv må medbringe deres egne drikkevarer. Hvis du ikke har alkoholbevilling, men har et næringsbrev, må der ikke serveres eller nydes drikke såsom vin, øl, RTD eller spiritus i dine lokaler – heller ikke selvom gæsterne selv har medbragt drikkevarerne.
Gæsterne må derimod selv medbringe drikkevarer – også stærke drikke til eget forbrug – i virksomheder, der har en alkoholbevilling. Det gælder også toldfrie drikke.
Det er almindeligt fx i selskabsforretninger, at man betaler proppenge til bevillingshaveren, hvis man selv medbringer sine drikkevarer.
Tiderne kan dog betyde at vi ser flere eksempler på, at vin/øl og andre drikkevarer kan medbringes på virksomheder med alkoholbevilling, uden at der skal betales proppenge.
Told- og Skat
Du skal være opmærksom på at udover at din virksomhed, skal omsætte mere end dobbelt så meget af de øvrige varer, hvis du ikke får omsætning på drikkevarer, så kan der også opstå problemer i forhold til Told- og Skat.
Hvis du tillader, at gæsterne medbringer egne drikkevarer, kan du komme i bevismæssige problemer, dersom Told- og Skat konstaterer, at der opbevares tomme og/eller fyldte flasker i baglokalet, lagerlokalet, køkkenet eller lignende steder, for hvilke der ikke er betalt afgift.
Hvis Told- og Skat blot konstaterer, at der på det enkelte serveringsbord er åbnede flasker til brug for gæsterne, og gæsterne samtidig erklærer, at flaskerne er medbragt til eget forbrug, vil det formentlig ikke skabe problemer.
For så vidt angår spiritus er udgangspunktet i henhold til Spiritusafgiftslovens § 27 a, stk. 1, at det er forbudt enhver, som serverer spiritus, at modtage eller udlevere spiritus i flasker m.v., der ikke er banderoleret korrekt. Det medfører, at såfremt Told- og Skat konstaterer, at der på virksomheden i såvel serveringslokaler eller andre lokaler tilhørende virksomheden. Er spiritusflasker uden banderole, vil dette være en overtrædelse af Spiritusafgiftsloven og dermed kunne medføre bøde, idet Spiritusafgiftsloven fortolkes meget restriktivt.
<- Tilbage
|
|